top of page

Gitte skiftede pillerne ud med shamanisme og spiritualitet

Flere og flere danskere tyr til shamanisme for at finde sig selv, stresse ned og få hjælp til hverdagens problemer. Én af dem er den 66-årige grafiker Gitte Kaa Cmyk. Hun bruger shamanismen som redskab mod sin angst og til at få et lysere syn på tilværelsen.

Gitte Kaa Cmyk i det hellige rum hos Ida Karita Jensen. Foto: Nanna Nybro Hansen

66-årige Gitte Kaa Cmyk finder sig til rette på det pastelblå underlag, der er placeret sirligt ud for shamanen Ida Karitas opstillede klangskåle.

 

- Vi skal en tur ud i det blå, kvækker hun muntert, inden hun slår det sølvgrå rodede hår tilbage, lukker øjenlågene i og giver sig hen til Ida Karitas levende og kraftfulde stemme, der fremfører shamanen Margit Kristensens eventyr ”Ailas rejse”:

 

 

Aila stod op den næste morgen, hun vidste, at det ville blive en spændende dag. I dag skulle hun ud på en særlig rejse. Hun var bange, men samtidig spændt på, hvordan det ville gå. Aila gik ned og vaskede sig i bækken, og da hun på tilbagevejen hjem så en ugle på vej hjem fra natterov, så hun det som et godt varsel...
 

Indianeren i egetræet

Gitte har længe været til det spirituelle, men havde sit første møde med shamanismen, da hun for flere år siden gik ned til et stort egetræ, der er for enden af hendes have. Her var vokset en gren ud, så den lignede en indianers fjerdragt. Siden da er indianeren gået igen flere steder i Gittes liv, og hun mener altså, at den er ophav til hendes interesse for shamanismen. I 2016 mødte hun Ida Karita til et arrangement i Fredens hus på Sorø, hvor Ida havde taget trommen med. Gitte var solgt. Shamanismen hjælper nemlig Gitte hen mod den tilstand, hun ønsker at komme i. En tilstand uden den angst og uro, hun har kæmpet med. Hun vil gerne ud af den gamle verden og ind i den nye og lette verden, hvor der ikke findes tunge problemer eller sure gamle mænd. Hvor man bruger hjertet og ikke fornuften.

 

- Det hele er blevet så materialiseret. Alt handler om tal, hvad vi skal have på og alt det der. Det er da fuldstændig latterligt, at vi skal leve på den måde, når vi alle sammen kunne være lykkelige og tilfredse, siger Gitte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indianerne er særligt ærede i shamanismen. De symboliserer den store ånd, og hvordan vi skal huske at passe på Moder Jord.
Foto: Nanna Nybro Hansen

 

Tror du også på nisser?

Gitte er ofte blevet mødt med en del skepsis fra sin omgangskreds, når det kommer til hendes spirituelle søgen.

 

- Tror du også på nisser? lyder det så, forklarer hun frustreret.

 

Generelt er folk dog nysgerrige for den verden, hun bevæger sig ind i.

 

- Når man er spirituel, leger man meget mere. Ude i den virkelige verden må man ikke være for begejstret. Så er det ligesom, man er en dum skør blondine. Det er synd for menneskeheden, at man er gak, hvis man er glad, siger Gitte grinende.

 

- Da jeg var yngre og blot begyndte til yoga var folk sådan: Uh ha, yoga – det er sådan noget farligt noget, hvor du kommer ind i dig selv og måske oplever noget ganske forfærdeligt. Men det er netop det, man ikke gør. Man finder ud af, hvem man er, og det er en af de største ting, man kan gøre for sig selv, pointerer Gitte, som mener, at de fleste, der søger samme veje, er folk, der, ligesom hende selv, har noget, de kæmper med.

 

Med kroppen på eventyr

Tilbage hos Ida Karita er det hellige rum blevet fyldt op af blandingslugten af lammeskind og æteriske olier. Gittes vejrtrækning bliver tungere og tungere i harmoni med de mange lyde, Ida Karita fremfører gennem klangskåle, rasler og tromme. Lydende forstærker følelserne i kroppen. Gittes hoved er i rummet, men kroppen er med Aila på eventyr. Hun har mødt nogle udfordringer på sin vej og er nu kommet til en af de sidste:

 

Da Aila kiggede ind i hans øjne, glemte hun alt om, hvem hun var, og hvorfor hun var der. Villigt fulgte hun bjørnen ind i teltet og levede med ham som sin hustru. Aila havde glemt alt, hvad hun skulle bruge, og alligevel savnede hun noget. Hun havde en længsel i sig, men kunne ikke finde en årsag. Så en morgen sad der en hvid ugle uden for teltet, den tuede, og Aila hørte den skrige: ”Du er ikke den, du tror, du er.


 

 

Væk med pillerne og ind med shamanismen

Selvom Gitte ser livet i farver, har der været en del sorte skygger. Hun har en syg mand og har selv kæmpet med angst. Fordi det er meget barskt og tungt, har hun søgt mod det modsatte. Og dét har spiritualiteten og shamanismen hjulpet hende med. Faktisk i så høj en grad, at hun i 2010 holdte op med at spise beroligende piller, hvilket hun ellers havde gjort i 33 år, og i stedet brugte det spirituelle til at finde ro:

- Shamanismen hjælper mod min angst. Det hjælper mig først og fremmest det med vejrtrækningen. Trommen giver mig også rigtig meget dybde og koncentration. Det giver mig ro, forklarer Gitte.

 

At man kan bruge shamanismen som redskab mod sin angst, stress eller depression, undrer ikke stresscoach Hanne Grete Pedersen fra MindfulPower. Hun underviser selv i mindfullness, hvor der ligeledes bruges meditation, vejrtrækning og naturen som redskaber til at få det bedre. Hun understreger, at disse metoder er videnskabeligt dokumenteret som hjælp:

 

- Da mindfullness blev opfundet i sin tid, var det en amerikansk psykolog, der arbejdede med at finde alternativer til at behandle folk, der havde angst og depression. Han fandt ud af, at når han lavede de her øvelser med meditation, yoga- og vejrtrækningsøvelser, så kunne man forebygge at folk fik tilbagefald af depression og angst, forklarer hun.

 

Hun bakkes op af stresscoach og terapeut Vibeke Lemvig fra Terapifyn:

 

- Hvis det en shaman gør, det er at tage folk ud og lade dem komme i kontakt med sig selv, så er det jo bare en anden måde at gøre det på, jeg gør som stresscoach og terapeut.

 

Det nye liv

 


 

Hun greb uglehammen, lagde den over sine skuldre, tog tromme og trommestik og vandrede tilbage til lejren. Da hun kom hjem til lejren, stod alle de mænd, kvinder og børn, hun kendte godt og elskede højt, og ventede på hende. Forrest stod medicinmanden i sit festtøj. Aila Itavaka standsede foran folket og råbte: ”I går gik Aila ud og i dag kommer Itavaka Hvide Ugle tilbage for at tjene sit folk." Der fulgtes jubelråb og Itavaka trådte ind i lejren og i sit nye liv.​
 

Eventyret er slut og Gitte finder langsomt tilbage til den virkelige verden. Hun løfter hovedet fra den ørnebroderede pude, rømmer sig og konstaterer med et glimt i øjet: ”Det minder mig om en rejse, jeg har været på før”.

Som shaman hjælper Ida Karita Jensen ikke kun andre - men også sig selv. Læs historien om hendes personlige udvikling her

Shamanen har flere redskaber til at hjælpe dem, der kommer.

Gå på opdagelse i det hellige rum her.

Shamanisme bruges af flere og flere danskere som selvudviklings- og stressredskab. Læs mere her.

bottom of page